Cyklen gennem historien
Cykelløb i Assens er ikke en ny ting. Billedet er fra 1889, hvor der også var cykelløb i byen. I stedet for stram trikot og cykelhjelm, var mændene i ført jakke og hat og kvinderne lange kjoler, der næppe gik fri for en rens i kontakten med cykelkæden.
Billedet er en del af en særudstilling, som du kan se i museumsbutikken i ERNST i anledningen af at PostNord Danmark Rundt kører enkeltstart i Assens onsdag d. 17. august.
Med særudstillingen ”Cyklen gennem historien” får du et indblik i cyklens brug gennem de sidste 150 år med billeder og genstande, hvor cykeludstyr og cykler i alle størrelser kan opleves – lige fra væltepeter til racercykel, den trehjulet og karbid cykellygter.
Cykeltrøjer fra b.la. Pro Tour Hold og Team Easy On samt 30 historiske billeder fra Assens Kommunes lokalarkiver viser cyklens alsidige anvendelse fra tidligere århundredes cykelløb, til cyklen som socialt og kulturelt element og som arbejdsredskab.
”Det er spændende at se, hvordan cyklen har udviklet sig, og hvordan den har været brugt gennem tiden i alt fra sociale sammenhænge, udflugter, arbejde og sport. På den led er der en rød tråd fra fortiden til i dag, hvor cyklen fortsat er central i folkebevidstheden. Danmark brander sig som cykelnation, og derfor er det interessant at se, hvordan cyklen har udviklet sig og været anvendt i de sidste to århundreder”, fortæller museumsinspektør Steffen Hansen.
Udstillingen rummer også en hyldest til Magnus Cort, der stiller op i PostNord Danmark Rundt og startede sommerens danske cykelfest, så hold øje med bjergtrøjen og de røde prikker!
Der er gratis adgang til udstillingen, som kan opleves i museumsbutikken i ERNST i museets åbningstid (alle dage kl. 10-16) til og med søndag d. 18. september.
Der er udvidet åbningstid d. 17. august fra kl. 10–18.