Skriv Corona-dagbog

På Museum Vestfyn vil vi meget gerne vide, hvordan jeres hverdag nu – adskiller sig fra hvordan den plejer at være. Derfor efterlyser vi ”dagbogsudsnit” med en beskrivelse af forskellene. Dagbøgerne skal være med til at dokumentere denne helt særlige tid og situation, hvor vi oplever ”en hverdag, med fraværet af en almindelig hverdag”. Denne dokumentation vil være vigtig for fremtiden. Vi søger information fra både børn og voksne. Har du lyst til at være med – så send os et udsnit af din dagbog. Du kan også lave en video-dagbog, hvis ikke du har lyst til at skrive. Dagbøger sendes til iv@museumvestfyn.dk. Du må meget gerne skrive, om dine notater må bruges til forskning og formidling. Husk ikke at skrive nogen personfølsomme oplysninger i selve dagbogsudsnittet (så som adresse, telefonnummer eller mailadresse), men skriv meget gerne fornavn og alder/klassetrin.

Du kan se et par eksempler på dagbogsudsnit herunder:

Onsdag d. 25. marts

I dag er det onsdag. Jeg skulle have været i skole og haft undervisning med min nye dansklærer. I stedet sidder jeg hjemme og har skole sammen med min familie. Heldigvis kan vi få opgaver digitalt fra vores lærer. I dag har jeg set en video af vores nye lærer, hvor hun præsenterede sig selv. Vi skal også lave video, hvor vi præsenterer os selv, og så skal vi dele den på en digital platform. På den måde lærer vi hende at kende – og hun lærer os at kende, men uden at vi er sammen. Det er en anderledes måde at møde andre mennesker på. 

Laura 4. kl.

Torsdag d. 26. marts

Når man kikker ud ad vinduet, er det ikke til at forstå, at hele verden er på den anden ende! Solen skinner og fuglene flyver rundt, alt ser normalt ud – alligevel er alt anderledes og slet ikke som det plejer. Ingen af os skal ud ad døren. Min mand og jeg arbejder begge hjemmefra og vores søn på 12 ”går i skole” på sit værelse. Vi forsøger at få hverdagen til at være normal inden for helt nye rammer. Det er dog lidt svært, når alt foregår hjemme. Selv en gåtur i den dejlige vejr er anderledes, når alle pænt holder afstand, når man går forbi hinanden. Mennesket er et socialt væsen – men det er ikke let at være social i disse tider.

Lone 45 år.