Forskning

Aktuel forskning

2026 – (igangværende)

Lesbian and Gay Liberation Beyond the Metropolis: Queer Lives and Politics in the Danish province c. 1965-1985 (QProvince) støttet af Danmarks Frie Forskningsfond (DFF).

QProvince undersøger queer liv og politik i den danske provins fra 1965 til 1985 og udfordrer forestillingen om, at seksuel frigørelse udelukkende udsprang af storbyen København. Projektet viser, hvordan homoseksuelle mænd, lesbiske kvinder og andre queer personer skabte livsformer, fællesskaber og politisk modstand i de danske provinsbyer og landområder – ofte i det stille, men ikke uden betydning. Ved at kombinere arkivforskning, mundtlige livshistorier, mikro-historisk analyse og visuel etnografi afdækker QProvince både organiseret aktivisme og hverdagens mere diskrete former for modstand: deltagelse i lokalforeninger, hjemmets indretning, relationer i lokalsamfundet og strategier for at passe ind – eller stå udenfor. Projektet bidrager med ny viden om, hvordan queer liv har udfoldet sig i lokale rum og påvirket bredere samfundsforandringer – ofte på måder, der overses i den nationale historieskrivning. Ved at undersøge provinsen som et aktivt og betydningsfuldt sted i queer historie nuancerer QProvince etablerede billeder af Danmark som delt mellem progressiv storby og traditionsbunden provins. Det giver nye perspektiver på seksuelt medborgerskab og fremmer samtalen om kulturelle og politiske skel mellem centrum og periferi – både i fortidens og i nutidens Danmark.

Projektdeltagere: Michael Nebeling Petersen (forskningsleder, Københavns Universitet), Niels Nyegaard (Københavns Universitet) og Tea Dahl Christensen (Museum Vestfyn)

Queer i provinsen_Museum ernst

2024-2026 (afsluttet):

Queer i provinsen støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg (KFU)

Sølvvarefabrikant Frederik Ernsts (1892-1976) liv og ageren som homoseksuel i Assens har dannet den konkrete, historiske baggrund for projektet, som har undersøgt, hvordan queer praksisser er blevet gjort og forstået i deres geografiske, historisk specifikke kontekster. Queer praksisser forstås bredt og indbefatter samkønnede relationer og kønsoverskridende sociale praksisser. Queer i provinsen er det første bidrag, der sætter det analytiske knudepunkt mellem queer og provins forrest i en dansk kontekst. Hidtil er dansk queerhistorie udforsket med storbyen som afsæt. Projektet har genereret ny viden om en del af danmarkshistorien, vi ved meget lidt om, nemlig queer praksisser i provinsen.

Projektet har været forankret ved Museum Vestfyn, som i disse år udvikler attraktionen ERNST i Assens til et sted, der også formidler queerhistorie. Dette med afsæt i den homoseksuelle sølvvarefabrikant Frederik Ernst. Projektets mål bestod dels af den ultralokale ERNST case, som med afsæt i breve til fabrikanten belyser de kulturelle forståelser af mandlige homosociale relationer i perioden 1930-1950 og dels af en åbning af queerhistoriefeltet, der genererer ny viden om queer praksisser i provinsen.

Projektdeltager: Tea Dahl Christensen (Museum Vestfyn)

Det samlede projekt blev udmøntet i en antologi, Queer i Provinsen, med bidrag fra 13 toneangivende forfattere og forskere indenfor feltet. Antologien er redigeret af Tea Dahl Christensen (Museum Vestfyn) og Peter Edelberg (Københavns Universitet). Publikationen blev støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg og Dansk Tennis Fond.