Forskning
Aktuelle forskningsprojekter
“Queer i provinsen”
Hils Peter fra mig og sig ham, at Ævlerne kan han faa for halv Pris – og mig med, men bed ham ved Lejlighed sende mig et Vinkort, som jeg glemte hos ham Juledag.
Aage, til Frederik Ernst, 1941
Sølvvarefabrikant Frederik Ernsts (1892-1976) liv og ageren som homoseksuel i Assens danner den konkrete, historiske baggrund for forskningsprojektet ”Queer i provinsen”, som vil undersøge, hvordan queer praksisser er blevet gjort og forstået i deres geografiske, historisk specifikke kontekster. Queer praksisser forstås bredt og indbefatter samkønnede relationer og kønsoverskridende sociale praksisser. Queer i provinsen bliver det første bidrag, der sætter det analytiske knudepunkt mellem queer og provins forrest. Hidtil er dansk queerhistorie udforsket med storbyen som afsæt. Projektet vil derfor generere ny viden om en del af danmarkshistorien, vi ved meget lidt om, nemlig queer praksisser i provinsen.
Projektet er forankret ved Museum Vestfyn, som i disse år udvikler attraktionen Museum ERNST i Assens til et sted, der også formidler queerhistorie. Dette med afsæt i den homoseksuelle sølvvarefabrikant Frederik Ernst. Projektets mål består dels af den ultralokale ERNST case, som med afsæt i breve til fabrikanten belyser de kulturelle forståelser af mandlige homosociale relationer i perioden 1920-1970 og dels af en åbning af queerhistoriefeltet, der genererer ny viden om queer praksisser i provinsen. Det samlede projekt udmøntes i en fagantologi med bidrag fra toneangivende forskere indenfor feltet.
Projektet er støttet af Kulturministeriet.
Kontakt: Museumsinspektør, ph.d. Tea Dahl Christensen, tdc@museumvestfyn.dk, tlf.: 24801548
Billedet på venstre side: Frederik Ernst med ukendt person på ferie på ferieøen Sild, ca. 1955. Fotoet er farvelagt af Museum Vestfyn.
Museum Vestfyns forskningsstrategi
For Museum Vestfyn er det vigtigt at sikre en tæt sammenhæng mellem forskning og formidling. Allerede i planlægningen af vores forskning inddrager vi derfor formidlingsaspektet, ligesom vores formidlingstiltag så vidt muligt baserer sig på vores forskning.
Museum Vestfyns forskning tager udgangspunkt i museets formål. Sammen med museets arbejde med andre lovbestemte opgaver udvider, udvikler og tilgængeliggør vores forskning viden.
I de kommende år er vores forskningsmæssige fokusområder:
Assens i verden: Assens sat i relation til lokale, regionale og internationale udviklinger.
Lokale historier: Ændringer i udviklingsbetingelser i Assens Kommune, økonomisk og kulturelt.
Konkret vil arbejdet koncentrere sig om følgende emner:
- Fællesskaber og grænser, herunder Assens 1920 og erindringsfællesskaber, f.eks. omkring helten Peter Willemoes.
- Lokale industrihistorier. F.eks. sølvvareproduktion sociologisk og økonomisk set belyst med Ernst, og fødevareindustri i hele Assens Kommune.
Arbejdet vil i de kommende år udmønte sig i konkrete projekter. Når projekterne er i gang, kan du læse mere om dem her på hjemmesiden.
Se vores forskningsplan her.