WILLEMOES
I WILLEMOES træder du ind i fortællinger om søhelten Peter Willemoes (1783-1808). Her møder du personer med kendskab til søhelten. Mød dykkeren Nils Duve, der har hentet vraggods op fra skibsvraget Prinds Christian Frederik, som ligger på havets bund nær Havneby ved Sjællands Odde. Mød også Peter Willemoes’ søster, som fortæller om oplevelsen med sit smukke vaseur den skæbnesvangre aften i marts 1808, hvor kanonerne haglede ned over skibet, og hendes bror blev ramt.
I udstillingen WILLEMOES stiller vi skarpt på helten og på den betydning, helten har for os i dag.
Peter Willemoes blev født i Willemoesgaarden i Assens i året 1783. Da han var 12 år gammel, rejste han til København for at blive uddannet på søkadetsakademiet.
Den 2. april 1801 gik englænderne til angreb på Danmark fordi Danmark havde stillet sig i en position, hvor man handlede varer med alle og ikke tog parti i den krig, der var mellem England og Frankrig. England ønskede ikke at Danmark handlede med Frankrig, men danskerne synes de kunne handle med dem, der ville handle med os.
Der udspillede sig derfor et søslag i København, som fik navnet Slaget på Reden. Peter Willemoes var 17 år gammel, da han som sekondløjtnant fik kommando over flådebatteri nr. 1, som var en tømmerflåde med 24 kanoner. Den danske flåde var uforberedt på krig, og skibene var afrigget for vinteren (det vil sige, at alle sejl og master mm. var taget ned for vinteren). Peter Willemoes’ tømmerflåde lå overfor de to store engelske linjeskibe Elephant og Ganges, og både de danske og engelske sømænd kunne se Peter Willemoes’ ihærdige indsats for at forsvare den danske flåde mod englændernes angreb. Han blev derfor allerede opfattet som helt mens han levede.
Det dramatiske søslag er visuelt beskrevet i det imponerende værk, malet af Chr. Mølsted i 1901, og som du kan se i udstillingen. Du kan også høre eksperterne fortælle om søslaget og om hvordan det store maleri kom til Assens.
Peter døde 7 år senere, under slaget ved Sjællands Odde i 1808. Her var han om bord på linjeskibet Prinds Christian Frederik, som blev jagtet af englænderne ud for Sjællands Odde. For at englænderne ikke skulle kunne overtage skibet, sejlede de danske sømænd skibet på grund. I dette slag blev der også skudt med kanoner, og Peter Willemoes blev ramt i hovedet og døde. Christian Mølsted har også foreviget denne scene i et maleri, som du kan se i udstillingen.
Udstillingen er skabt til leg og udfoldelse og byder på oplevelser for både børn og voksne. I stueetagen må man både se og røre. I det maritime aktivitetsrum, kan børn og voksne bl.a. styre roret og navigere efter et over 100-år gammelt kompas.
Appen ”Museum Vestfyn”
Du får et ekstra lag på sanseoplevelsen, hvis du downloader vores gratis app ”Museum Vestfyn”. Her kan du få mere at vide om bl.a. Willemoes’ ejendele, om slaget på Rheden og slaget på Sjællands Odde. Appen er tilgængelig i App Store og Google Play.
Besøg WILLEMOES
Se her hvornår du kan besøge WILLEMOES.
Du kan også bestille en rundvisning i WILLEMOES på et tidspunkt som passer dig. Lyder det interessant? Kontakt booking@museumvestfyn.dk omkring muligheder og priser.
Se her, hvis du vil vide mere om Willemoesgaarden den historiske bygning, som rummer udstillingen WILLEMOES.