Museum ERNST
ERNST har fået vokseværk og bliver til Museum ERNST.
Museum ERNST er stadig en del af Museum Vestfyn, men har fået sin egen visuelle identitet, som frem mod højsæsonen (d. 28. juni) vil slå mere og mere igennem på skilte, i annoncer og på de sociale medier. Inden længe får Museum ERNST også sin egen hjemmeside.
Rundvisning i Museum ERNST. Billetter sælges her.
Museum ERNST
Ét sted – flere verdener
- Fabrikantens private lejlighed
- Samling af kunst, kitsch og interiør
- Fortællingen om ”J. Ernst’s Sølvvarefabrik”
- Fabrikantens italiensk-inspirerede gårdhave
I Museum ERNST træder du ind i sølvvarefabrikant Frederik Ernsts (1892-1976) autentiske lejlighed. En over 300 m² stor tidslomme fra 1900-tallet, som rummer et overflødighedshorn af antikviteter, porcelæn og kunst fra alle verdenshjørner. De mange tusind genstande er alle nøje udvalgt ud fra Frederik Ernsts urokkelige filosofi: “Er det smukt, må jeg eje det.”
Museum ERNST omfatter også historien om sølvvarefabrikken J. Ernst’s Sølvvarefabrik (1890-1955) og fabrikantens charmerende italiensk-inspirerede gårdhave.
I Museum ERNST finder du også en lille hyggelige café – CAFÉ ERNST.
Familien Ernst opbyggede deres velstand på grundlag af sølvvarefabrikation. ”J. Ernst’s Sølvvarefabrik” blev grundlagt i 1890 af Frederik Ernsts far, Johan Ernst (1867-1924). I 1924 overtog Frederik Ernsts fabrikken.
Fabrikken havde sine velmagtsdage i 1920’erne, hvor fabrikken for alvor blev mekaniseret, og hvor fabrik og butik i alt beskæftigede mere end 40 personer. På fabrikken blev især produceret sølvbestik, men også større korpusarbejder. Fra butikken på samme adresse blev der også solgt smykker. Produktionen blev forhandlet i hele Danmark og i Sverige.
Efter fabrikkens endelige lukning i 1955, skete der over årene en forandring af lokalerne. De tidligere fabrikslokaler blev til udsmykkede stuer og sale, der kom til at rumme Frederik Ernsts voksende antikvitetssamling.
For Frederik Ernst var den kunstneriske åre, og den store interesse for historie og antikviteter tydeligvis nerven i hans tilværelse. Formuen fra sølvvarefabrikkens tid blev brugt på at opkøbe antikviteter fra hele verden. Antikvitetssamlingen er rig og består bl.a. af porcelæn, møbelkunst, sølv og malerier. Samlingen af porcelæn indbefatter mere end 30 spisestel, hvoraf flere af dem står på opdækkede borde. En imponerende opdækning med Flora Danica pryder lejlighedens spisestue. Som gæst får man adgang til de rigt dekorerede og farverige stuer og sale, hvor de forskellige antikviteter er sat i scene af fabrikanten selv.
Frederik Ernst stiftede aldrig familie. Han navigerede i et liv, hvor engagement i lokale kulturanliggender blev prioriteret højt, samtidig med, at han socialiserede bredt, også i kredse i det københavnske kulturmiljø. Frederik Ernst levede på mange måder et dobbeltliv, dels som en stærk stemme i det lokale, mere konservative miljø, og dels som homoseksuel i et mere frisindet netværk af ligesindede.
Frederik Ernst var en verdensmand, og var i høj grad inspireret af de mennesker og ting han så på sine rejser i udlandet. Forkærligheden for det italienske lader sig ikke fornægte, og ses især i indretningen af haven, Frederik Ernsts Have. Haven er i hjertet af Museum ERNST og er et klassisk symmetrisk haveanlæg med bassin og springvand i midten.
Appen ”Museum Vestfyn‟
Du får et ekstra lag på sanseoplevelsen, når du downloader vores gratis app ”Museum Vestfyn‟. Her kan du høre historier og facts, når du går gennem udstillingerne. Hør også fabrikanten selv fortælle. Appen er tilgængelig i både App Store og Google Play. Få hjælp og vejledning i billetsalget.
Besøg Museum ERNST
Se her hvornår du kan besøge Museum ERNST.
Du kan også bestille en rundvisning i Museum ERNST på et tidspunkt som passer dig. Lyder det interessant? Kontakt booking@museumvestfyn.dk omkring muligheder og priser.
Se her, hvis du vil vide mere om den historiske bygning, som rummer Museum ERNST.