Kend din købstad – Mellemtrin
Byvandringen Kend din købstad tager eleverne med på en guidet vandring i Assens, kommunens gamle købstad. Eleverne lærer at forstå byens historie gennem fortællinger om levet liv i Assens. Der bliver gjort stop forskellige steder i byen, hvor der fortælles om livet i Assens for henholdsvis de rige og de fattige i 1800-tallet. Vi kommer forbi steder, hvor de velhavende har boet og arbejdet, og vi ser hvilke dele af byen, der har været befolket af de mindre bemidlede mennesker op gennem historien.
Forløbet gør eleverne opmærksomme på:
- Betydningen af byens geografiske beliggenhed – den centrale placering ved Lillebælt og som et vigtigt overfartssted på ruten mellem Hertugdømmerne og Hovedstaden.
- Oplevelsen af lokalhistorien – koblet til den nationale og internationale historie.
- Forståelse af byens fysiske steder knyttet til tidligere menneskers liv og virke.
Forløbet henvender sig til 4. – 6. klasse og har til formål at imødekomme kompetencemålet for historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv.
Færdigheds- og vidensmål: Familie og fællesskaber: Eleven kan sammenligne tidligere tiders familie, slægt og fællesskaber med eget liv. Eleven har viden om fællesskaber før og nu. Livsgrundlag og produktion: Eleven har viden om livsgrundlag og produktion før og nu.
Forløbet kan inspirere til videre arbejde, der imødekommer kompetencemål for dansk, efter 4. klassetrin: Færdigheds- og vidensmål: oplevelse og indlevelse: eleven kan dramatisere litteratur og andre æstetiske tekster gennem oplæsning og tegning. Krop og drama: Eleven kan dramatisere tekster og temaer sammen med andre.
Hvornår: Efter aftale.
Varighed: Ca. 60 minutter.
Pris: Gratis for skoler i Assens Kommune.
Kr. 800 for skoler uden for Assens Kommunes grænser.
Kontakt: skoletjeneste@museumvestfyn.dk